|
Historien:
Et besøg i Addis Ababa, Etiopien, i 1994 gav anledning til dannelsen af en dansk projektgruppe på 4 personer med det formål at bistå udviklingen i det oldgamle kristne land med dets stolte og smukke, men meget fattige befolkning. Projektgruppen fik navnet Ewiket Lehibret (Viden for alle.) Den består af frivillige og ulønnede privatpersoner i Danmark, arbejder uafhængigt af politiske og religiøse grupperinger og er i dag officielt anerkendt NGO i Etiopien og i Danmark.
Formål:
Vort formål er at fremskaffe midler til forbedring af de mange nedslidte skoler og børneinstitutioner i Addis Ababa. Skolerne, vi samarbejder med, dækker et stort område og hver rummer mellem 900 og 2000 børn, der især kommer fra fattige hjem. Kønsfordelingen er ligeligt fordelt mellem drenge og piger, i nogle tilfælde med overvægt af piger. Skolerne er grundskoler med trinnene 1 til 9 klasse, og klassekoefficienten er mellem 60 og 120. Uddannelse er vejen frem, fordi bedre uddannelse kan styrke den demokratiske udvikling og tankegang i Etiopien. Det er vigtigt at hjælpe afrikanerne med at komme videre i udvikling, og brød alene kan ikke gøre det. Vort mål er at hjælpe børn og unge til en bedre fremtid hen mod deres voksne tilværelse, samt at øge forståelsen herhjemme for den samfundsmæssige og kulturelle situation i den tredje verden.
Størstedelen af midlerne til arbejdet er skaffet gennem frivillige bidrag, foredrag og gennem kunstauktioner og – udstillinger med værker af danske kunstnere.
|